Min passion for mode handler i bund og grund meget lidt om den tøj der hænger i butikkerne, men det er er nu engang den måde, der er nemmest at udleve min passion på.
Hvad jeg er passioneret over alle, er alle de de kreative tanker og ikke mindst teknikker der er bag et stykke tøj. Jeg husker derfor fortsat Erik Mortensen udstillingen med stor glæde. Men det faktisk ikke min første mode udstilling. Jeg har rejst efter diverse mode udstillinger.
Den første
Der var et år da var studerende jeg arbejdede super hårdt en sommerferie og ikke holdte noget ferie for at tjene penge. Jeg tog dog én fridag og brugte den på en tur til Göteborg hvor der var en udstilling om “Den lille sorte”. Den var en beskeden udstilling på 11 sorte kjoler og så lige en tox fra Yves Saint Laurent. (Meget smart så det lige passede med en kalender, som jeg desværre ikke længere har). Trods udstillingens omfang var jeg der nok et par timer, det var fantastisk.
Den største
Noget større var udstillingen “The golden age of Couture” på Victoria and Albert Museum i London, som var der i 2008.
Her var der teknikker, stoffer, kreative tanker i overdåd. Det var bestemt ikke kun smukke kjoler, der var udstillet men en skildring af kjolernes udvikling. Hele udstillingen blev sluttet af med en særudstilling i særudstillingen John Galliano. Den var for vild. (Det var før skandalerne i 2011 hvor han røg ud af Dior)
Min passion for mode i 2019
Til foråret vil jeg genbesøge Victoria and Albert Museum i London, når udstillingen Christian Dior: Designer of Dreams åbner til foråret. Jeg glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at komme helt tæt på kunstværkerne, fordybe mig i teknikkerne og flotte tekstiler. Noget jeg holder ligeså meget af, er at tage lidt med hjem. Jeg skal have en kæmpe taske med til alle de modebøger jeg skal købe.
Jeg har valgt at tage et citat med fra deres egen hjemmeside, for jeg synes det er så sigende om mærket. Ikke nok med at det er godt designe, så vil jeg også kalde det meget klassisk design. Derfor er det investeringen værd, da det er tøj der vil holde længe i klædeskabet. Det bæredygtige kommer i at tøjet er lavet i materialer, der kan bestå af genbrugs produkter, økologiske eller/og fairtrade. Dertil kommer at deres produkter er produceret i europa, så der på den måde også tænkes på miljøet.
Og er det så dyrt? Ja, det er generelt i den lidt dyrere ende, men til gengæld er kvaliteten og derefter. Så ja, det er mange penge her og nu, men ikke på længere sigt. Jeg ved hvad jeg taler om, for jeg har allerede lidt hjemme i skabet.
Hvad jeg overvejer fra Fonnesbech lige her og nu
At sige denne sæson er ikke så passende, for jeg synes ikke Fonnesbech, laver sådan meget sæson/trend tøj. Det er bestemt kun godt synes jeg.
Jakken er jeg helt og aldeles fuldstændig vild med. Der er 20% genbrugt cashmere i den. Men jeg tror virkelig ikke den kommer med mig hjem, grundet farven. Den er alt for lys til en mor med 2 drenge i deres bedste alder. Hvis den nogensinde kom i en anden farve, så ville jeg være den første køber. Bukserne og skjorte er lavet i hhv. økologisk uld og økologisk bomuld. Både sammen og hver for sig, er det så fint t business sæt. Dertil kommer at begge dele kan styles op og ned, så de bliver super anvendelige.
/Annette
Ps. Dette er ikke et sponseret indlæg, eller på anden måde udarbejdet i samarbejde med Fonnesbech.
I min søgen efter en erstatning til Polyvore er jeg stødt på lidt forskellige alternativer – i dag vil jeg kigge lidt på Urstyle.com
Urstyle findes kun som hjemmeside. Jeg havde foretrukket en app, da det ofte er lidt nemmere. Men jeg forstår hvorfor, hvilke jeg vil komme ind på her.
Hvad jeg søger ret så meget efter, er et sted hvor jeg kan tilføje mine egne items. Jeg brugte Polyvore til at udarbejde collager. Jeg ved at jeg kan bruge PowerPoint eller mere avanceret billedredigeringsprogrammer, men det må også godt se lidt lækkert ud. Jeg har ikke et billedredigeringsprogram, og jeg vil gerne se om jeg kan undgå at investere i et.
Hos Urstyle kan man tilføje sine egne items, men det er desværre ikke helt så enkelt. Man skal ligge selve billede ind. Dvs. blot at kopiere siden url er ikke nok, man skal finde selve billedet.
Guide til at tilføje sine egne items på Urstyle
Jeg vil her forsøge at vise hvordan man kan tilføje sine egne items.
Først skal man gå ind under sin egen profil, og finde items.
Så går man til den hjemmeside, hvor der er noget man gerne vil tilføje. Jeg vil fx tilføje denne blå kjole fra Custommade. På nogle hjemmesider kan man højre-klikke på musen og frem kommer ’Åbn Hyperlink i et nyt vindue’ er dette tilfældet, så er det ganske nemt.
Men sådan er det ikke for her, heldigvis har jeg fundet ud af, at man skal gå under Egenskaber.
Adressen klikker man så ind øverst i Urstyle. Hvad man vil skrive under ‘Title’ og ‘description’ Ja, det er op til én selv.
Når så det tilføjede stykke tøj ligger inde kan programmet godt finde ud af at skære billedet til, hvilke er en stor fordel, da man dermed kan sætte en nederdel tæt sammen med en bluse uden kanter. (Ok, et billedredigeringsprogram havde sikkert også hjulpet her)
Mit første moodboard ser sådan her ud:
Første forsøg, det blev da ok…
Kan Urstyle så erstatte Polyvore?
Ikke 100%, da jeg virkelig savner at kunne tilføje meget nemmere. Men jeg har oprettet en profil der, og jeg tror bestemt jeg skal lege i Urstyle lidt mere. HVis du opretter dig, skal du være velkommen til at finde mig.
Jeg er ikke selv super god til at sælge mit tøj, for jeg rent faktsik bruger det tøj jeg køber. Men lidt erfaringer har jeg gjort mig, og dem vil jeg dele ud af her.
Hvornår skal/kan man sælge sit tøj?
Nemmeste er det at sælge noget af det tøj, der stadigvæk er i butikkerne. Det gør bare noget at man henvise til en fx. Webshop. Men ofte er det jo også sådan at man også gene vil bruge det tøj, som fortsat er i butikkerne. Men man kan jo have lavet et fejlkøb. Det havde jeg fx. gjort med denne Baum und Pferdgarten trøje.
Da jeg så den i butikken var jeg solgt og jeg skyndte mig at købe den. Men jeg nåede aldrig helt at føle mig 100% godt tilpas i den. Så jeg synes faktisk ikke der var nogen grund til, at den skulle blive i skabet. Jeg satte den på Trendsales Jeg satte den til 40% af købsprisen og endte med at få den solgt til 55% af købsprisen.
Der er helt klart en ulempe ved Trendsales, og det er at der er ingen som i INGEN der vil købe tingene til den pris du har sat uanset om du sætter prisen til 10 kr eller 100 kr. Det er ret så irriterende, og måske ikke altid umagen værd.
Da jeg solgte en del af mit ventetøj gik det tilgengæld hurtigt og ikke så megen debat.
Man kan også sælge sit tøj gennem kommissionsbutikkerne eller luksus genbrugsbutikker, som nogle kalder dem. Her indlever du dit tøj og butikken søger så for at sælge det, mod at de typisk tager 50% af salget. Jeg kender ikke til mange butikker, som tager andet ind end mærkevarer. Hvis man har tøjet, vil jeg bestemt foretrække denne form for salg. Jeg har solgt en kjole og et par bukser på denne måde og det fungerede super.
På loppemarkeder kan man bestemt også sælge tøj. Der er direkte tøj loppemarkeder. Jeg har været på et helt almindeligt loppemarked og fik solgt lidt tøj der. Fordelen at alt kan sælges. Ulempen er at prisen ikke er høj. Men book en stand med en veninde og hav en hyggelig dag.
Hvad gør jeg oftest?
Jeg ender ofte med at give mit tøj til genbrug. Det får jeg ingen penge af, men forhåbentlig er der nogen der får glæde af tøjet, eller stoffet kan genbruges.
Er det bare mig eller er der flere og flere, også af de danske, tøj mærker der også er begyndt at lave sko?
Jeg ved at vi lever i en meget omskiftelig verden. Kunders loyalitet er ikke hvad den har været og konkurrencen stiger. Vi har penge mellem hænderne, og de brænder. Men hvor skal de lægges? Jeg har en idé om at der er flere og flere mærker, der mærker presset. Dermed at de skal sørge for at servicere kunderne hele vejen rundt. Derfor er det ikke længere nok at være et tøj mærke, man skal nu også være et sko mærke.
Jeg er ikke helt bevidst om hvor længe det har stået på, men jeg vil her fremhæve 3 danske tøj mærker. Disse mener jeg inden for de sidste par år er begyndt også at have sko i deres kollektioner.
3 tøj mærker – nu også med sko
Sko 1 og 2 er begge fra By Malene Birger. For nogle år siden, gik jeg meget i By Malene Birger. Nu – Nej. Det skyldes lidt forskelligt; Èn meget dårlig service jeg én gang fik i deres butik. Dernæst, som faktisk er den vigtigste jeg synes ikke kvaliteten hænger sammen med prisen. Nå, men har nu valgt at fremhæve dem her. Jeg mener det er den del år siden de begyndte med sko.
Sko 3 er fra Ganni. Jeg ved at der er i “bloggerverden” er enighed om at Ganni laver de mest fantastiske sko. NEJ, ikke her. Jeg kan godt lide sko med en kant, men her tænker jeg ikke på en flæsekant (eller pelskant) Disse støvletter er dog så tilpas klassiske at det kunne overvejes.
Sko 4 er fra Custommade. Er det første sæson med sko, eller har jeg bare ikke set dem før? Nå, men jeg synes disse pumps med sløjfe er fine. Jeg ved ikke om det er billedet eller ej, men jeg synes dog ikke at ruskindet ser så fint ud.
Hvad synes jeg så?
Jeg er jo til den til klassiske side, det ved jeg. Det er nok også derfor at jeg ikke væltes fuldstændig bagover af begejstring. Jeg synes måske at det er et lidt halvhjertet forsøg på at nå hele “fødekæden” rundt, og jeg er ikke imponeret. Jeg ved ikke om det er fordi jeg sammenligner med Gucci og Prada mfl. der har gjort dette i årevis, men selvfølgelig også til nogle lidt andre priser.
Hvem af tøj mærkerne håber jeg at se som næste sko producent?
Hvis man en gang i mellem læser med her, så kommer det nok ikke til nogens overraskelse at jeg er glad for Baum & Pferdgarten. Har jeg tiltro til at de kan lave sko? Jeg er ikke sikkert. Jeg er lidt “bange” for at de vil være for specielle og så alligevel ligge i den dyre pris ende. Selvom jeg er stor fan af de 2 damers tøj, er det ikke altid jeg synes lige godt om deres fx. Bælter.
Jeg tror jeg holder mig til de sko mærker jeg oftest foretrækker.
Der er nok nogle af jer, der har hørt navnet Nina Garcia før. Hun var én af de oprindelige dommere i ”Project Catwalk”. Hun har i flere år været moderedaktør på Marie Claire og i dag er hun chef redaktør (editor in chief) på ELLE. Og nå ja så er hun colombianer.
Forfatteren Nina Garcia.
De færreste ved nok at Nina Garcia også har udgivet 4 bøger. Jeg har selv et par stykker.
Selvfølge alle under temaet ’Mode’. Det er ikke sådan bøger man læser fra den ene ende til den anden, men måske mere et ”opslagsværk”
“The One Hundred” – omhandler som titlen siger, en oversigt over hvad man ifølge Nina Garcia skal eje i sit klædeskab. Af de mere humoristiske ting er en ’Cocktail ring’. Efter min mening måske ikke det mest nødvendige, men hvad det behøver mode måske heller ikke altid være.
“The Style Strategy” omhandler mere at skabe sin egen stil. Mere eller mindre med samme udgangspunkt i de 100 ting, men hvordan man kan gøre dem til sin stil.
Ok, bøgerne er måske ikke de mest nødvendige på ens bogreol, men de er nu underholdende og jeg er vild med illustrationerne.
(Og det er ikke kun fordi illustratoren har et virkelig fint navn 😉 )
Jeg har efterhånden syet en del år. Ikke at det bliver til så meget for tiden, desværre. Men ofte får jeg spørgsmål fra nogen der gerne vil begynde at sy, om hvad der er vigtigst at have. Jeg har derfor skrevet en lille liste med de mest nødvendige ting, når man gerne vil begynde at sy, ligegyldigt hvad projektet nu er.
Symaskinen
Hvis man gerne vil begynde at sy, ja så er en symaskine undværelig. Selvom man selvfølgelig sagtens kan sy i hånden ligesom Haute Couture. Jeg er selv på min 3. maskine. Jeg har en Bernina 350. Det er sådan en symaskine midt imellem. I samme serie kan man få én der kan lidt mere og én der kan lidt mindre. Ifølge Berninas hjemmeside, står der det er en god begynder maskine. Det er jeg nu langt fra enig i, for dertil synes jeg den er for dyr. Hvorfor jeg endte med en Bernina kan læses her.
Min anbefaling til en der gerne vil begynde at sy, er én symaskine uden alt for mange sømme. Jo flere sømme desto mere er der, der kan gå i stykke. Man kan sagtens købe en symaskine på nettet, men hvis du er nybegynder så vil jeg anbefale dig at gå ind i en butik. Ene og alene af den grund af mange af symaskine butikkerne har kurser til dem der har købt nye maskiner. (Ligeledes har Stof 2000) Jeg ved at Bilka og Ikea begge har symaskiner til omkring 500 kr. men nej. De er ikke gode. De er for lette, så du kan risikere at maskine vælter eller dit tøj ikke ligger fast nok når du syr.
Jeg vil anbefale at bruge et sted mellem 2000 til 3000 kr, hvis du mener det. Jeg er sikker på at i disse ”dele-økonomi” tider, at man også kan låne/leje en symaskine for en uge eller noget.
Udstyret
Man kan købe sig fattig i diverse udstyr til at sy. Jeg har efterhånden en del, men har også haft en del år til at samle det sammen. Noget bruger jeg mere end andet, og noget er bare så super lækkert at have, den ene gang om året det kommer frem.
Det vigtigste er:
En god saks. Og den skal være god. Hvis man er bare lidt seriøs omkring sin syning, så skal man gemme sin saks kun til stof og tråd. Jeg er meget fanatisk omkring dette, og bliver ret så sur, hvis jeg opdager at mine sy sakse er brugt til andet end stof og tråd. Jeg vil anbefale man starter med én stor stofsaks. Hvis man synes man har råd, så en lille spids saks til tråde og opspræt er også en god idé. Når jeg syr, har jeg min lille saks i en snor om halsen, så ved jeg hele tiden hvor den er. (Jeg har selv en stor stof saks, som kan ses på billedet, én anden stof saks, som er bedre til fine stoffer, så har jeg desuden en takke-saks, sådan én som jeg kan bruge når det er noget stof der trævler nemt)
En god opsprætter. Som nybegynder, og i det hele taget, så er en god opsprætter uundværlig. Jeg synes det er vigtigt at den ligger godt i hånden, for hvis den glider så kan det gå noget så galt.
Sytråd. Her skal man ikke spare. Køb nogle gode mærker. Hvis man køber noget billigt, så er tråden ikke bundet så stramt op, og det kan symaskinerne ofte have svært ved. Ja, der er pris forskel, men der er en grund dertil.
Målebånd og sømrums meter. Mit målebånd er 150 cm langt, hvilke er standard. (Jeg har også et 2 m langt og det er rart i nogle tilfælde) Jeg har centimeter på den ene side, og inch på den anden. Det er nu også rart, hvis det er et amerikansk mønster man får fat i. Sømrums meteret er bare så rart og gør det med at tegne sømrum op, så meget nemmere.
Når man skal tegne sømrum op eller andet på stoffet så er et godt kridt vigtigt. Jeg har sådan ét hvor man kan skifte farver.
Sidst men ikke mindst gode knappenåle. Igen køb nogle ordentlige. De billige er ofte meget tykke og deres spidser kan ødelægge stoffet.
Hvad skal du så begynde at sy?
Noget af det sværeste at sy er rent faktisk gardiner. Jeg ved det reelt “bare” er en firkant, men for at de bliver pæne så skal de være lige, som i meget lige. Børnetøj kan være nemt. Især bukser til ungerne. Men ellers vil jeg anbefale en nederdel. Onion har mange snitmønstre for begyndere, som jeg klart kan anbefale.
I am black Velvet er Designmuseum Danmarks midlertidige udstilling om og af Erik Mortensen.
Først lidt om udstillingen, så lidt om min fascination af Erik Mortensen.
I am black Velvet.
Meget sigende titel, for der var et velour i et stort udvalg. Bestemt et af de stoffer, som Erik Mortensen kunne mestre til perfektion. Der var vel små 100 kjoler, som alle var sat så flot op. De var ikke bag glas, selvfølgelig måtte man ikke røre, men jeg kunne komme helt tæt på.
Èn af de første kjole er min total favorit. Jeg havde set den før i levende live, da Erik Mortensen tilbage i 1996 udstillede blandt kunstværker på Statens Museum for Kunst. (Jeg/vi måtte gerne tage billeder, men selvfølgelig uden blitz, hvorfor billederne ikke er af største kvalitet)
Det er kjolen i midten. Jeg synes det med at den er i 2 lag, og det med den elegance der er heri, er så helt igennem fantastisk.
Erik Mortensen var jo rent faktisk “opfinderen” af cykel-shortsen tilbage i 1987. Heldigvis var disse ikke at finde på udstillingen, så det skal da helst bare glemmes. Dog var der 3 fine sæt i fed uld, hvor der var short med.
Hvad jeg egentlig blev mest forundret over, var så få af de ca 100 kjoler, man ikke ville kunne bruge i dag. Selvfølgelig er de meget galla-agtige, men jeg at mange af disse kjole den i dag da dag ville kunne gøre sig på den røde løber til fx Oscar uddelingen. Meget handler jo om stylingen og den gang var det med lange handsker, sådan er det jo ikke mere.
Hvordan det havde lykkedes Design Museum Danmark at få fat i alle 3 Gyldne Fingerbøl, eller Dé d’or de la haute couture, er mig en gåde. Måske er det bare nogle fingerbøl. Jeg synes nu det er ret stort at Erik Mortensen fik 3 af slagsen. (Han er ikke den eneste fx, har Pierre Cardin også 3) Som Haute Couture ofte er, er det jo overlæsset med smukke broderier og perler. Dette vejer, og det havde faktisk påvirkning på de giner kjolerne skulle udstilles på, fik vi at vide af én af kustoderne.
Erik Mortensen
Jeg er jo af den alder at jeg husker Erik Mortensen. Jeg husker at læse om ham i avisen, når han har holdt modeshows. Jeg husker da han skiftede fra Balmain huset til Jean-Louis Scherrer i 1992. Jeg husker at jeg faktisk blev lidt ked af det. Nok ligesom den gang der blev oprettet kriselinjer da Take That stoppede. Jeg har fulgt Erik Mortensen fra jeg husker det. I 1989 eller 1990 var jeg på sommerferie med mine forældre. Vi havde 2 dage i Paris, den ene blev brugt på at finde Balmains hus. Det var ikke helt så prangende som jeg havde troet. Det var på den tid kun en hvid dør og kontoret lå på først eller anden sal.
Jeg har endda også skrevet et dansk opgave om Erik Mortensen i gymnasiet, for mig var han indbegrebet af Balmain.
Jeg har faktisk haft mulighed for at hilse på ham, men stivnede i sidste øjeblik. Jeg tror det var i 1992, jeg var så heldig at få fat i nogle billetter til et modeshow i Glassalen i Tivoli. Efter showet, som jeg så med min mor, gik vi en tur rundt i parken og der kom Erik Mortensen gående mod os. Jeg havde min opgave med til ham, som jeg ville have afleveret, men blev vel flov i sidste øjeblik. Noget jeg bestemt fortryder.
Hvorfor er det så at jeg er så betaget af Erik Mortensen?
Da jeg var lille pige drømte jeg som så mange andre om at blive tøj designer. Erik Mortensen var en stor inspirationskilde. Han viste det kunne lade sig gøre. Han havde jo så også taltentet hvilke lige på det område manglede/ mangler hos mig. Rent tøjmæssigt er jeg vild med hans kombination af materialer. Ja, der er meget velour men det var tiden. Hvis jeg skal til stor galla fest drømmer jeg fortsat om en mørkeblå velour kjole. Det materiale kan bare noget som jeg ikke synes mange andre materialer kan. Desværre synes jeg der i 90’erne kom en misforstået version af velour nemlig det der blev kaldt nervøs velour. Det er jo slet ikke det samme og i dag bruges det da også mest som billige duge.Jeg er bestemt mest til de mere enkle af Erik Mortensens kjoler. Meget broderi er nu ikke mig, men når det er sagt så er det da noget af et håndværk der ligger heri.
Som det nok skinner ret meget frem – er jeg kæmpe fan, måde af Erik Mortensen og af udstillingen.
Tak til Monica fra What ever by M, som agerede fotograf.
Hvis I har set udstillingen, hvad synes I så? Jeg synes bestemt den er et besøg værd, og jeg tror også jeg gør det inden den lukker til januar.
Jeg har skrevet lidt under “About” om min interesse for tøj, men jeg har ikke skrevet at jeg til tider syr. Jeg vil her skrive hvorfor jeg har den symaskine som jeg har i dag, og ikke mindst hvordan jeg er kommet dertil.
Den første symaskine
Jeg har siden jeg kan huske syet. Ikke alt mit tøj, men nogle enkelte stykker hist og pist. Jeg lærte det af min mormor og ikke mindst farmor. Da min mormor døde var jeg omkring de 8, og jeg der arvede hendes gamle Husqvarna. Hun havde haft den i mange år, men den fungerede. Den var også for sin tid super moderne, da den kunne sy ligeud sting og så kunne den hæfte (altså køre baglæns). Jeg mindes det var en stor maskine, trods dens funktionaliteter, men det var en super begynder maskine, og det at det var fra min mormor, der havde lært mig at sy på denne var en fantastisk følelse. Den lignede lidt den der er vist på billedet.
Symaskine nr 2
Da jeg blev 17 år købte jeg efter megen research én Elna 6000, til den dengang høje værdi af 8.999 kr. (Det var i øvrigt i 1991). Jeg husker at min far dummede sig for han lovede mig én dag, at han gerne ville betale halvdelen af én ny symaskine. Jeg tror ikke han havde forestillet mig, at jeg begyndte at vaske trapper og stå i en bager for at få råd til én sådan maskine, men det gjorde jeg.
Wow, det var en smart maskine– det var en lille computer og én af meget få symaskiner dengang, der kunne gemme éns knaphul og dermed kunne man få ens knaphuller hele skjorten ned. Min farmor var misundelig og hun er den eneste der fik lov at bruge den, ja jeg tror rent faktisk nogenside.
Min nuværende symaskine
Elna’en kunne desværre ikke mere
for 2 somre siden, men den var også blevet godt brugt i 20 år. Er det egentlig ikke vildt, den gang i 1991, hvor jeg købte min første maskine stod valget mellem Elna’en og en Bernina 1008, som stadigvæk fås og koster det samme som den gang…
Heldigvis skulle jeg ikke tage mig et trappe vasker job igen, men min mand tilbød den samme deal, som min far gjorde i sin tid, (han kendte ellers historien) og så gik reseacrhen ellers i gang igen, denne gang lidt nemmere, da jeg bare kunne side bag skærmen og researche, så nu er jeg den glade ejer af én Bernina B350.
Valgte endte på en Bernina af flere årsager. Jeg broderer ikke via maskine, så det var ligefrem et minus for mig. For der er efterhånden rigtigt mange maskiner, der kan brodere. Jeg ville have en maskine, der var let at bruge. Derudover er den måde hvorpå man kan lave knaphuller også meget vigtig for mig. Der er ikke noget så ærgerligt, som at have syet en kjole. Skal lige slutte af med et knaphul, som så ødelægger det hele. Da jeg i 1991 stod mellem valgte af en Elna og en Bernina, der var jeg virkelig i tvivl, så det var jeg faktisk ikke så meget denne gang. (Derudover eksisteret Elna ikke mere)
Nå, ja – jeg har jo én mere.
For 5 år siden, fik jeg efter mange år på ønskesedlen, så endelig én overlocker. Èn Bernina 700D. Til min mands store forundring (han var den glade giver) bruger jeg den ikke så meget. Jeg ikke syr så meget i strækstoffer, men når jeg endelig gør, er den fantastisk.
Jeg har aldrig haft ambitioner om at leve af at kunne sy til andre. Jeg har altid kun syet til mig selv. I kollegie tiden byttede jeg måske én gang bukse-oplægning mod én cykellapning el lign., men det er så også det. Jeg er ikke så kreativ at jeg kan starte fra bunden, og så bare lave min egen ting. Jeg bliver nødt til at have et udgangspunkt, hvilke jeg finde i fx. Sy-blade, som jeg har abonneret på i mange år, men også diverse modeblade, modeshows mm. Jeg kan “til husbehov” ændre et mønster så det ligner hvad jeg gerne vil. Jeg så heldig at jeg er god til at visualisere mig tingene, så jeg kan “se” om jeg tror det bliver godt eller ej.
Efter at Trolden for snart 3 år siden gjorde sin ankomst har jeg desværre ikke fået syet så meget. Det er faktisk lidt ærgeligt at jeg ikke får syet mere, for jeg nyder det faktisk ret meget. Det er en fantastisk måde for mig at slappe af. Det er en god kontrast til mig meget tal-tunge daglige job. Så er det dejligt at være kreativ.
Selvom jeg har taget mange kurser (Både syning og mønster konstruktion) så er mine færdigheder lidt rusne. Jeg er derfor så bange for at andre kan se at det er noget jeg selv har syet. Det er et af mine værste mareridt. Når jeg er bange for dette, så kaster jeg mig heller ikke så meget ud i nye projekter. Så bliver mine færdigheder ikke finpudset, og så bider det sig selv lidt i halen det hele…..
Som Haute Couture ofte er, er det jo overlæsset med smukke broderier og perler. Dette vejer, og det havde faktisk påvirkning på de giner kjolerne skulle udstilles på, fik vi at vide af én af kustoderne. 
