Årets sommerferie var udover det sædvanlige, da vi var en tur i Colombia og Amazonas.

At være i regnskoven er noget af det mest fantastiske jeg har oplevet. Det var så vildt og anderledes og jeg kunne slet ikke få nok af hele den oplevelse. Mere om dette hvorfor.

Ferien startede med at vi fløj til Bogotá. Her gik de første 4 dage med jetlag og ellers familiehygge og forkælelse fra bedsteforældrenes hånd. Vores dage var på børnenes præmisser, men da der var rigelige mængder af kaffe til moderen havde jeg ingen indvendinger.

Efter dagene i Bogotá gik flyeturen til Leticia i det sydligste Colombia. Leticia er “hovedstanden” for Colombias del af Amazonas. Vi er helt nede ved grænsen mellem Brasilien og Peru.

Colombia Amazonas

Første dag i Amazonas

Da vi steg ud af flyet kunne luftfugtigheden mærkes med det samme. Det var vildt. Det var så også der jeg havde tørt hår for sidste gang i den uge vi var i Amazonas. Vi tog et par taxaer fra lufthavnen til havnen, hvor vi tog en båd ud til vores hotel. Et flydende hus/hotel. Vi fik serveret frokost da vi kom og havde ellers et par timer i daglyset.

At dase der i hængekøjerne og se ud på floden var så fantastisk. Huset vippede lidt når der sejlede nogle forbi, hvilke der gjorde relativt meget. Mens jeg sad og drak mig en kop kaffe, kunne jeg høre fuglene (de overdøvede resten af familiens snorken) på den anden side – det var helt fantastisk.

Vi havde fået anbefalet at tage en tur ind til selve Leticia ved 17-tiden, da der ville komme en samling af fugle der. Jeg kan anbefale byens museum, der fortæller om bla. områdets indianere og dyreliv (Det er også på engelsk) og haven hertil, hvor der var de flotteste blomster.

Rigtigt nok nærmest på klokkeslættet 17:15, kom hvad jeg antager var ca. 500-1000 små sorte fugle med gule næb. De landede ikke, de cirklede blot rundt om parken. Hvad det gik ud på, fandt jeg ikke ud af, men det var et tilløbs stykke. Desværre var det også der vi oplevede det første regn, og vi var helt uforberedte… Ja, jeg ved det, vi er i regnskoven, men alligevel.

Tilbage på det flydende hotel, spiste vi aftensmad og fik opladet vores telefoner mm, da der var strøm  fra kl. 18-21. Selvfølgelig var det rart at kunne spise i noget lys, men at sidde der i mørket var nu også meget hyggeligt. Mens jeg sad der i en hængekøje og kiggede ud på den sorte flod, hørte jeg et par blåst – floddelfiner. Én af mine store drømme for ferien var netop at få lov til at se disse ellers sky delfiner. (mere om dette senere) Jeg kunne jo ikke se dem i mørket, men blot det at høre det var fantastisk. Kokken på hotellet sagde at de en sjældent gang imellem kom i løbet af dagen, men da hotellet lå så tæt på byen var der også megen “trafik”, hvilke de holdt sig væk fra.

Dag 2 i Amazonas

Dagen efter stod den på rigtigt sightseeing. Vi blev hentet tidligt i en båd, hvor også der var andre turister, og så gik turen ellers op ad floden. Jeg nød virkelig sejlturen. Det var så storslående at sejle på så stor en flod, som ikke engang er på sit bredeste der. Grøn frodig natur på begge sider. På et tidspunkt kommer 2 røde papegøjer flyvende over os, som var de bestilt til at tilfredsstille os turister. De er nu ret så majestætiske når de kommer  flyvende sådan frit.

Vi var på Micos island og se aber. Der var anset nogle mænd til at fodre dem, så de satte sig på turisterne, så det skal man selvfølgelig tage med. Jeg nød nu mere at se på Alfahannen, der blot skuede over det hele og så for sig at alt gik som det skulle.
Alfahanne på Mico Island

Vi stoppede også op og så på åkander – altså de der helt store nogle af slagsen. Vores guide sagde at det der med at man kan stå på dem er en skrøne. De kan bære omkring 2 kg, så en fugl men altså ikke et menneske. Blot fordi det er en skrøne, var de nu ret så flotte at se alligevel – og wow sikke en omkreds.

Det nordligste vi var på selve floden Amazonas var i Puerto Nariño, områdets anden største by med ca 6000 indbyggere. Her vi spiste vi frokost og havde noget tid for os selv inden det sidste på bådturen. Desværre var det midt på dagen og omkring 40 grader så da restauranten havde hvad der lignede noget aircondition spiste vi ret langsomt og nåede ikke at se så meget.

Turens sidste “stop” var et område hvor der typisk er mange flod delfiner. Og jeg så dem. Jeg nød det så meget at kameraet blev i skødet. Det hele sket desuden så hurtigt så det havde nok været mest vand jeg kunne vise. Men jeg så både de grå og de lyserøde. Så fantatisk en oplevelse og også bare det at sejle på Amazonas var spændende og ikke mindst storslået.

Anden nat foregik i trætoppene

Efter endt sejltur kørte vi ca 30 min. “ind” i landet. Natten skulle foregå i trætoppene.

Det mest fantastiske sted Tanimboca. Hotellet som det vel i bund og grund er, har 6 hytter oppe i træerne. Vores hytte lå ca 1 km inde i regnskoven og var den hytte der lå længes inde. Eneste måde at komme dertil, ja det var ved at gå. Det var godt vi havde taget rygsække med og ikke en kuffert.

Da vi ankommer er kl ca 17. Vi bliver guidet ud til hytten, så vi kan sætte vores bagage og ikke mindst finde lygterne frem. Heller ikke her, er noget elektricitet. (Og der tændes intet i hytten. Til gengæld kan vi oplade alt det vi vil i hovedhuset/receptionen, så det fungerer helt perfekt) Da vi skulle tilbage til “hovedhuset” var det blevet mørkt.

Vores guide var fantastisk. Der i mørket, fortalte hans om dyrelivet, træerne og regnskoven i det hele taget. Jeg er ikke den store krybdyrs elsker, så det var selvfølgelig min skræk. Og her er den så.

En fugleedderkop med sine unger.

Vi så desuden frøer og heriblandt en ret så giftig én af slagsen. En lille grøn og sort frø, der bare sine æg på ryggen. Den kom vi ikke så tæt på, så den har jeg intet billede af.

Vi prøvede også at slukke lugterne og så Ildfluer og ikke mindst lysende svampe i bunden af regnskoven.

På vej tilbage efter at have spist aftensmad, sagde vores guide da vi mangle vel omkring 300 meter nu kommer regnen, tag et barn. Han tog ham den lille på ryggen, Manden ham den store og så løb vi ellers. Eller løbe som man nu kan i det terræn. På de par minutter blev vi godt våde. Jeg synes det var helt vildt sjovt, men jeg kunne mærke på mine børn at det var lidt meget. Ikke så meget med at de var blevet våde, men det med at alt var mørkt, vi kunne dårlig nok se vores senge. Vi valgte derfor alle at gå tidligt i seng.

 

Træhytten Tanimboca

Super hytte. Igen myggenet, som er en kærkommen ven i regnskoven. Hytten havde faktisk ingen vægge andet end stål myggenet, så når man var på badeværelset kunne alle kigge ind. Hytten var i 9 meters højde så det var selvfølgelig kun dyr, så det gjorde ikke noget og sikke en oplevelse.

Ungerne faldt hurtigt i søvn, de havde mange indtryk fra dagen. Jeg selv lå og lyttede. Især en høj lyd gav genklang i det hele. Vores guide havde fortalt at det var en ganske lille frø, der havde sat sig i et hult træ for at skabe mere lyd når han kaldte på en mage.

Børnene glædede sig meget til 3. dagen i Amazonas, for der skulle vi på et “rigtigt” hotel med svømmepool og afslapning. Et hotel med omkring 20 værelser, så antallet af gæster var i en fin størrelse. I de 4 dage vi var der, havde vi mere eller mindre poolen for os selv om formiddagen, da hotellet arrangerende lignende ture som dem vi allerede havde været på.

Overvejer du at tage til Amazonas i Colombia?

At tage til regnskoven i Amazonas var en helt igennem fuldstændig fantastisk oplevelse. Så anderledes natur og indtryk, som jeg slet ikke kan beskrive det godt nok med ord. Jeg har nævnte at vi har haft diverse guides, og det er der nok nogle der studser ved. Men jeg kan ikke anbefale at man tager på sådan en tur uden en guide. Jeg vil desuden anbefale at man køber sin rejse gennem et rejsebureau eller lignende. (Fx tager på de ture som arrangeres af de steder, hvor jeg også var og henviser til)

Colombia er efter min mening og erfaringer (I de gennem de 13 år jeg har kommet der) blevet mere sikkert, så det er ikke det man skal være bange for. Men der er store økonomiske forskelle i landet og det sætter sine spor.

Jeg har jo kun oplevet Amazonas på den colombianske side, men Amazonas er jo et kæmpe område, så man kan bestemt tage til et af de andre lande.

 

/Annette

 

 

 

Følg min blog på Bloglovin' eller via Facebook
Del: